Nyt ejerskab gearer AP Farver til fremtiden

Oprettet d. under Autolakker, Industrilakker, Bygningsmaling

Nyt ejerskab gearer AP Farver til fremtiden

Nyt ejerskab gearer AP Farver til fremtiden

 

Den hæderkronede virksomhed AP Farver A/S i Viborg har fået nye ejere. Den 1. september 2016 er ejerskabet overgået til adm. direktør Torben Gaml og til salgsdirektør Tim Harris Lundfold, der fremover ejer halvdelen af virksomheden hver. Dermed er der påbegyndt et nyt og spændende kapitel for AP Farver A/S, der blev grundlagt helt tilbage i 1930.

 

De nye ejere er i forvejen kendte ansigter hos AP Farver A/S. Torben Gaml har været direktør i seks år og Tim Harris Lundfold har været salgschef i 2,5 år. Overtagelsen af AP Farver A/S er resultatet af en længere proces, hvor der er skåret ind til benet og skabt fornyet fokus på kerneforretningen, som er værdiskabende løsninger til autolakerere, industrilakerere, storvognslakerere og lokale bygningsmalere.

 

Nærkontakt til kunderne

Fremover bliver AP Farver A/S således en ejerledet virksomhed, hvor de nye ejere ønsker at være endnu mere hands on-orienterede overfor kunderne og fortsætte de positive vækstrater, som 2016 allerede har budt på. Ifølge adm. direktør Torben Gaml er malerbøtten så at sige vendt:

 

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi agerer i et stærkt konkurrencepræget marked. Vi ser nu en række positive tendenser i markedet og tillader os derfor at være forsigtige optimister. Vi tænker ikke som en traditionel grossist, men går dybt ind i kundernes værdikæde og tilbyder samlede løsninger, som skaber værdi for vores kunder og deres egne kunder.

 

Enkle løsninger

Hos AP Farver A/S ligger fremtiden i at tilbyde kunderne løsninger, der eksempelvis indeholder reolsystemer, blandingsanlæg, software til processtyring, lagerstyring og ikke mindst viden om, hvordan kunden bedst muligt får forretningsmæssig gevinst af samarbejdsaftalen. Salgsdirektør Tim Harris Lundfold uddyber tankegangen:

 

–  Vi vil gøre en større forskel i markedet. Vi tager ud på landevejen for at besøge kunderne, lytter til deres behov og finder frem til en optimal løsning. Vi vil gøre det enkelt, simpelt og ligetil. Det handler om at styre vareflowet, operere med et dynamisk lager hos kunden og dermed frigøre likviditet, men det handler sandelig også om god gammeldags service og interesse for kunden.

 

Markedsindsigt, tæt kontakt til kunderne og hurtige reaktionstider er også vigtige parametre hos de

to nye ejere. Fremover vil AP Farver A/S skrue yderligere op for kundekontakten på alle forretnings-områder – og i tæt samarbejde med hovedleverandørerne af malerprodukter kunne tilbyde en meget bred palette af løsninger.

 

– Vi glæder os meget til at løfte AP Farver A/S til næste niveau. Vi er klædt på til opgaven med vores dedikerede medarbejdere, gode hovedleverandører og en god teamspirit, der altid vil være et plus over for vores mange loyale kunder, udtaler Torben Gaml og Tim Harris Lundfold fra AP Farver A/S samstemmende.  

 

Vil du vide mere? Kontakt adm. direktør Torben Gaml på telefon +45 86 62 12 66 eller e-mail

tg@ap-farver.dk, hvis du ønsker at få uddybet indholdet af denne pressemeddelelse.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar